Da jeg slap fortøjningen, led vi alle skibbrud. Skulle jeg have sat mig ved roret? Jeg lod en abe stå som styrmand. Det gik, som man kunne forvente. Vi var mange, der gik planken ud. Jeg mente, at jeg havde magten. Nu måtte jeg tage et valg. Lade en sømand lade livet, eller give aben sin straf: Men hvilken straf ville være mulig? Og det var jo mig selv, der havde givet den styringen. Problemet var min mangel på selvrespekt. Således gav jeg altid mig selv skylden og var ikke færdig hermed og havde derfor ikke taget ved lære af min lektion, min seneste deklaration, min idiotiske spekulation, for det var udelukkende en fortvivlet tvivlers ubrugelige selvransagelse, et forsøg på at bevare følelsen af at have sagen under kontrol, for hvis skylden var min, stod det også i min magt at handle anderledes næste gang og ikke gå i samme fælde. Men hvordan lod jeg en abe tage styringen til at begynde med? Den gjorde nøjagtig det, man kunne forvente af den. Den sendte os på katastrofekurs. Det mærkelige er, at den selv var første levende væsen i redningsbåden – som om den forstod situationen. Den må have planlagt det hele… Tænk at jeg kaldte den min stedfortræder! Jeg skal fange den abe, og jeg skal kvæle den. Den skal ikke slippe godt fra det her.