En ufattelig hændelse fik mig til at tvivle på meningen med det hele. Der skete dette: Jeg går og hugger grene af faldefærdige træer, da en sø blusser frem fra en bleg måne og giver skoven guirlander af glæde og bitter sorg og blåt lys, og jeg vender mig om imod eftermidnatten, som med støt stigende tilslutning fra alle slags folk har vist os, at håbet er et hverdagsfænomen. Det var min mest eftertragtede løsningsmodel, at jeg skulle have været i kontakt alle ugens dage og i al slags vejr.