“I myrder mig med alle jeres spørgsmål!” lyder det fra HERREN. “Kontinuerligt kvaksalveri på min part, undskyld.. Men – ved Gud! – I var selv skyld i jeres straf! Thi ser I ikke blodet dryppe fra min kappe, så frygter I ikke, men skælver kun forbigående som oceanernes små, sure opstød eller planeternes forbipasserende monetære interesser i fremtidig handel med intergalaktiske grevskaber. Efter sigende har rygterne intet, absolut intet, på sig.”
Dertil havde jomfruen kun følgende at ytre: “Ja, HERRE.” Så sank hun tilbage i sin klapstol og så næsten rasende ud i et øjeblik, men det var bare et midlertidigt glødende skær, og hun havde valgt at parkere foran indgangen til instituttet, hvorfra den vanhellige vranglære blev udbredt og således i samme ombæring udfoldet i alles nærvær og til deres umiddelbare granskning. Men i en jomfrus nærvær kunne det knap nok ske, og derfor sagde den falske professor: “I sand enighed med rektor og mine kollegaers beføjelser, vil det fremover blive set som en styrke, når de af os, som sammen med den nødvendige tidstagning også tilmed forstår os på de bydende nødvendigheder såvel som de bidende realiteter, herunder den bidende kulde, som for eftertiden skal frysepakkes,” osv. osv. – det stod herefter klart for de studerende, at deres vildfarelser var totalitære af format, og fordi deres fornuft havde taget skade efter uansvarlig brug, blev de straffet med vildledende oplysninger om visse menneskers finthakkede tomatdåseindhold.