“Tænk på barnets tarv. De fleste kan ikke holde til mistrivsel.”
“Afhænger det ikke af mængden?”
“Jo da. En lille smule mistrivsel har aldrig skadet nogen. Men det er ikke det, vi snakker om.”
“Hvad snakker vi om?”
“Vi snakker om alvorligt store mængder mistrivsel.”
“Nårh ja. Den slags, man ikke kan holde til.”
“Lige præcis.”
“Hvad kunne det være, sådan konkret?”
“Det kan jeg da ikke sige. De fleste kan ikke engang holde ud at høre om det.”
“Nårh ja. Den slags, man ikke kan holde til at høre om.”
“Præcis. De fleste vil hellere høre om den ubetydelige mistrivsel. Så kan man nemlig hidse sig op og samtidig gemme sig fra sandheden.”
“Hvorfor vil man gerne hidse sig op?”
“Det er vel for at føle sig vigtig. Så kan man fortælle sig selv, at man gjorde det rigtige, fordi man blev vred på det rette tidspunkt.”
“Men i virkeligheden gemte man sig fra sandheden?”
“Ja nemlig. Man reagerede kun på det ubetydelige, fordi man i sin sølle skrøbelighed ikke fandt modet til at rette blikket mod de alvorlige forbrydelser, som mange børn udsættes for.”
“Og hvad er det for nogle forbrydelser?”
“Det er de alvorlige forbrydelser, som forårsager alvorlig mistrivsel. Det er den slags, man helst ikke vil høre om.”
“Er det ikke meget godt at sige direkte, hvad det handler om?”
“Nej, for så snart vi siger det direkte, mister vi lytterne. De har godt af at bruge deres fantasi. De skal forestille sig mistrivsel af den værste slags. Først skal de tænke på barnets tarv. Dernæst skal de tænke på alt det værste, der kan ske for et barn.”
“Og hvad er det værste?”
“Det er slet ikke op til mig at vurdere. Enhver har sine personlige præferencer. Sine personlige rædsler. Således er der mange former for mistrivsel, og vi kan ikke dække dem alle.”