Ih du milde, tak for blomster, store Skaber, sang Benedikt. Hold Herrens ord i hu og hold ellers bare bøtte, duft engang til disse Gudfaders blomster, solrigt duftende, jeg er helgen, ser du. Ser du efter mine blomster, vil du se efter dem, mens jeg går ind og snakker med Herrens spøgelse i baglokalet? Bare et par minutter, så er jeg tilbage, sang Sanctus Benedictus og tog notat af Skaberens ord. Tak for blomster endnu en gang, tænkte han og var forlegen over sin omfattende kontakt med det højeste væsen. Ingen vil tro mig, alle vil tale om det. Sådan er de, disse lømler jeg kalder medmennesker.