Det trak op til storm, og kanten af sengen var nær brast sammen under vægten af den tunge lod i livet, som helten fik tildelt, denne gudfrygtige mand, som aldrig havde gjort noget galt. Han parkerede sine hævnplaner på et gadehjørne og fandt så maskingeværet frem, men lagde det hurtigt væk, for at ingen skulle komme til skade. Dog ville han gerne møde gerningsmanden og give denne høvl som i gamle dage; helten ville gerne høvle gerningsmanden, som således skulle blive til intet andet end strimler, hakkelse, ligegyldige kødklumper, trædeværdigt bras, gemt væk under sengen, som endnu stod parkeret på et gadehjørne, og som lod sig omdanne til en båd ved den første syndflods overfald. “Sig mig engang,” spurgte en stemme under sengen, “skulle det ikke forestille, at vi var på samme side?” – “Nej! Aldrig!” udbrød jeg, “du er nemlig en kujon og en stymper. Du er den, der giver os alle et dårligt ry.” Stymperen krøb sammen i smerte, da hans indvolde blev flået ud og proppet ind i hans egen hadefulde kæft, som også var fuld af lort fra en lille fugl, der ikke havde kunnet holde sig, og denne fugl mente tilmed – hvilket var en glimrende observation – at stymperen havde brug for at blive skidt i.