“Det gode håb mistede vi, da vi drog ud. Vognen buldrede afsted, og vi havde ikke pakket proviant nok til turen.”
“Hvorfor det?”
“Det var en hård vinter! Hvis du havde levet dengang, ville du have forstået det.”
“Jeg lever i en overflodstid. Men også vi er håbløse. Vil du vide, hvad vi mangler?”
“I mangler modgang, prøvelser og en hård hånd til at skubbe jer på rette vej.”
“Nej. Eller jo, alt dét mangler vi også. Men det er ikke hovedsagen. Og det er heller ikke proviant, vi mangler, for vi kan bære rationer til mange måneder på een eneste tallerken.”
“Jeg vil ikke vide, hvad I mangler! Du drejer altid mine fortællinger, så de kommer til at handle om /dig/ og /dit/ liv og /din/ generation.”
“Nårh ja… Det er dét, vi mangler.”
“Hvad?”
“Omsorg. Næstekærlighed. Respekt for de ældre. Opmærksomhed. Tålmodighed. Evnen til at lytte, at sætte sig selv i den andens sted. At give plads, at være rummelig, at mærke nuet. Vi mangler tid til eftertanke. Tid til at stoppe op og trække vejret. Vi savner perspektiv; nye perspektiver såvel som gamle perspektiver i nye rammer. Vi savner mavefornemmelse og situationsfornemmelse. Et lyttende øre, et bankende hjerte. Fingerspidsernes lette løb henover den nøgne hud, der adskiller os som mennesker, som sjæle, som – “
“Tak!”
“Som – “
“Tak, bare stop, tys, tak, det var rigtig fint, ja, du har ret, det er lige, hvad I mangler. Nå. Men ud drog vi altså, og vognen buldrede afsted. Vi havde kun proviant til to uger, men rejsen skulle vise sig at vare adskillige måneder. Mange overlevede ikke. Vi, der gjorde, var radbrækkede af sulten; også frosten måtte vi kæmpe med, skønt der har været værre vintre end denne. Håbet var for længst forstummet. Om vi fandt, hvad vi søgte? På ingen måde! Vi fandt kun lidelse, død og ringe trøst. Der var stunder, mens natten var allermørkest, hvor jeg tænkte på at kvæle mine kære børn, mens de sov – men jeg lod være, og det er det eneste lyspunkt i historien.”
“Hvordan overlevede I?”
“Det gjorde vi heller ikke… Men vi slap ud! Vi ankom aldrig: Et nyt hjem maste sig ind imellem den vej, vi rejste på, og det mål, vi rejste efter. Vi havde helt fra begyndelsen opgivet at nå frem, så da en ny chance øjnede sig, greb vi den.”