Fiktive strabadser hver dag – altid besværet deraf. Selvopfundne, afrundede kvaler. Står, skuer ud over afgrunden; ser pludselig hvaler. Fanden tog sidste stik i dette kasino. Men min ispind får han aldrig, dumme dino. Min fortid er blank, og min fremtid er orange. Solen giver jeg bank, og månen tager revanche. Selv foretrækker jeg at tabe med sort sind. Derfor spiser jeg sjældent to ris med samme pind. Vær min elskerinde denne ene nat. Dagen efter er du ham den andens dyrebare skat. Jeg gør dig attråværdig ved at fylde dig med kærlighed. Selv skal jeg sørge, være bitter og led. De kender mig i byen under vidt forskellige navne. Jeg marcherer ind i en mangfoldighed af favne. Den ene halvdel kalder mig ridder; mens alle de andre hævder, at jeg bider. Utvivlsomt er det, at jeg netop nu sidder. I morgen jeg sikkert med min lanse fjenden spidder. Farven gul er den nye hvid. – Hø! – I hestens mule er der stærkt bid. – Øde ø! – Tro mig, jeg kommer aldrig til at dø.