Det var tilfældigt. Det var helt tilfældigt.
Hvad vil han nu gøre med sine ord?
Han har måtten gemt et sted.
Hvor? Det er helt tilfældigt.
Måtten møder modstand fra fede fødder.
Han havde ellers gemt måtten væk under huden.
Han havde ellers savnet fødderne og huden.
Han havde også glædet sig til at møde modstand.
Han havde håbet på modstand fra hende.
Hende, hvis vrede han havde forventet.
De havde mødt hinanden nu igen helt tilfældigt.
De skulle blive bedre til at sky hinanden, mente han.
Men hun gav ham ret, og det var for ham uventet.
Problemet er bare, siger han så, at jeg har savnet dig.
Der findes ingen mening, råbte hun så. Du skal gå.
Han siger det igen, det med at have savnet hende.
Men hun blev ved med at råbe og ændredes ikke.
Han går væk et øjeblik og venter. Alt er forventet.
Det er ikke tilfældigt, og der er en større mening.
Sådan siger han, og hun forandres, håber han.
Han ved alligevel ikke, hvad han skal forvente.
Hun var løbet sin vej, men kastede sig over ham.
Han ved, at han kommer til at hænge på hende.
Han husker sig selv på sit tidligere savn til hende.
Samtidig hvisker de for ikke at forstyrre læserne.