Det havde længe været en betændt situation, da Orin besluttede sig for at drikke gløgg med sin familie, hvorefter han ville udøve hævntogt mod sine fjender, der havde tilsmudset ham i offentlige skrifter, hvor han blev beskyldt for alle tænkelige former for sodomi og incest, men Orin drak sin gløgg med sin familie, og hans familie drak meget gløgg og rystede på hovedet i vildrede og rådvildhed og kunne ikke i sit hoved forstå, at man i offentlige skrifter beskrev familien som værende underlagt en pervers satyr, der udsatte familien for disse utænkelige og afskyelige former for incest og sodomi, men familien følte især – og denne følelse var hovedrystende ubegribelig – at der i offentligheden syntes at være tilslutning omkring de mange grove beskyldninger, for der sås fra mange kanter disse skrifter, der alle bekræftede hinanden og således ophøjede beskyldningerne til en offentligt vedtaget sandhed, hvormed antallet af skrifter steg, idet man fra flere kanter krævede en offentlig (statslig) indgriben, alt imens der i nye skrifter blev taget stadigt større friheder, når Orins påståede væmmelighedshandlinger skulle udpensles, selvom familien ikke mente nogensinde at være blevet spurgt; altså kunne familien ikke gøre andet end at ryste på hovedet, mens Orin drak det ene glas gløgg efter det andet for at samle sine tanker, før han gik på hævntogt mod sine fjender, men familien drak mindst lige så meget gløgg og skulle hele tiden på toilettet, hvilket Orin knap nok bemærkede, for hans tanker var samlede – eller rettere svævede de – omkring det forestående hævntogt, som Orin så som en ufravigelig kendsgerning, en naturlig konsekvens af den (i sin omfangsrigdom) enorme offentlige tilsmudsning, der i sig selv som en naturlig konsekvens af den vidtfavnende tilsmudsning gav anledning til en lynchstemning i offentligheden, eftersom der allerede syntes at kunne mærkes en stemning i offentligheden, der bedst kunne beskrives som en lynchstemning – sådan følte Orin det i hvert fald, og han mente først og fremmest at have set mange tegn i offentligheden, der pegede på en nært forestående lynchning, hvis han ikke selv gav sig til kende som en både samvittighedsren og handlekraftig mand, som ikke tøvede med at gå på hævntogt mod dem, der tilsmudsede ham i offentligheden.