Han lod som om intet var hændt. Han lå på siden og tog sig til hovedet. Han var ikke blevet sparket, og gerningsmændene var her stadig. De var ikke gået videre, for de havde slet ikke været der, og som han lå dernede, helt uforslået, havde han stadig ikke forstået, hvad der ikke var sket. Så han lod som ingenting.

Men så glemte han det alligevel og kom til at stille sig op, men måtte lade sig falde for ikke at forværre de skader, han manglede at få pådraget. Kun til låns, tænkte han, og kroppen er bare et hylster. Men efterhånden som sjælen fristedes stadigt mere til himmelflugt, fløj han i hovedet henover hændelserne.

Han var trådt ud på vejen for at se fyrværkeriet. Det var en særlig aften, og det var det stadig. Så var han faldet, men det var kun fordi, han gik ind i noget. Og dette noget blev han så ved med at gå ind i. Det var altid lige der, hvor han troede, det ikke ville være. Så han gik videre på stedet, altså hvor han lå.

Sådan gik han i cirkler, mens tankerne ledtes hen på mindre ubekvemme liggestillinger. Der var trangt med pladsen, for de fremmede omkring ham tog plads alle vegne lige dér, hvor han selv var. Men de gjorde det kun med udstrakte hænder, og han ville gerne tage imod dem, men det var lukkede hænder.