Det sidste stråtag var lagt, og vi var klar til fyraften. Denne ene gang ville vi ikke holde igen, men måtte lige fra begyndelsen hengive os til voldsom druk. Fire ud af fem hverdage bevarede vi for det meste af tiden timeligheden – men på den femte dag begyndte lemmerne at røre på sig, ryste og sitre af ren trang og iver, dansende af længsel efter evigheden i det hinsides.

Snart tog sorgen og nedtryktheden over. I en sanseløs alkoholrus trak vi vores træøkser og gav os til at hamre hinanden i hovedet med dem, ja, vi knuste næsten hver hovedskal, men holdt dog lidt igen, når vi igennem vores beduggede øjne kunne se, at den ulyksalige anden led tunge sjælekvaler såvel som hovedtraume.

Åh min Gud! udbrød pludselig jeg og var dermed udskilt fra flokken. Jeg kunne nu se mig selv som individ, en skamfuld synder med fri vilje og ansvar – ikke blot en fasttømret del af helheden uden en egen evne til handling – og jeg indså, at så længe jeg indgik i gruppens destruktive ritualer, ville min sjæl være bundet til det timelige, det uimodståeligt midlertidige, det evigt begrænsede og i øvrigt ganske stupide.

Venner! sagde jeg så: Jeg vil ikke længere være med til at drikke om kap og slå hinanden i hovedet med økser – jeg nåede ikke at sige mere, for mine venner var straks over mig, de slog hårdere end aldrig før, og kort herefter trådte min sjæl ind i Guds rige, hvor man tog godt imod mig.

Fra min plads i Himmerig kunne jeg se, at vennerne gav mit legeme en hurtig begravelse, og i den følgende tid stod det klart, at ingen af dem følte nogen anger eller fortrydelse. Tværtimod fortsatte de deres meningsløse aktiviteter, og da de endelig gik til grunde, blev de opslugt af en altfortærende ild, hvorefter de genopstod som endnu mere sørgelige skygger af deres i forvejen sørgelige jordiske skikkelser, dømt til for altid at udføre de samme sørgeligt brutale tåbeligheder. De blev tilmed spændt fast på stråtag og brændt hver aften. De fik også deres øjne stukket ud. Og selv deres skyggelemmer skar man af dem, og de blev tævet hermed.

Således kan vi se, at den, der erkender sin synd og forbedrer sig, får evigt liv, mens den, der hænger fast i sine bevidstløse og uhyrlige overtrædelser af Guds simple og smukke lov, skal fortabes til evig pine.