I det store og hele var jeg glad for, at vi var gået sammen ud for at kigge på skyerne, som trak sig mere sammen og også blev mørkere. Mens jeg kiggede op, mærkede jeg et par fingre, der forsigtigt pillede ved min håndryg. Det kildede lidt, så jeg trak hånden til mig for at klø på den. Hun manglede bare at sige, at hun ikke havde en anelse. Altså /dengang/. Men jeg vidste, hun havde anelsen, også dengang, så det havde været en dårlig undskyldning. “Jeg var jo forelsket…” forsøgte hun, men jeg trak også den anden hånd til mig, og denne gang var det ikke for at klø. Jeg havde brug for at samle mig, før jeg kunne indlede mit frontalangreb. Det buldrede i det fjerne, og endelig greb jeg om hendes ansigt med begge mine hænder. Det var spontant, ikke elegant, og hun blev forskrækket, men også fornøjet, tror jeg.