“Mars er en planet, men også en gud.”
“Ja. Og?”
“Pluto er anderledes. Eksplanet, dødsgud og hund.”
“Vuf.”
“Hej, jeg hedder Zwebarn. Jeg vil lære dig alt, der er at vide om løg.”
“Jeg vænner mig nok til tårerne.”
“Ja. Ellers sløres synet, og i gråden er vi kvit. Vi går igang i morgen.”
“Nej, nu!
“Vi går straks igang og er håbløst stakåndede. Dødsguden ved, hvad der er bedst. Så vi venter.”
“Zwebarn, du skal bære alle dine bedre halvdele. Har du mon nok?”
“Jeg skal også øve mig på at skære løg.”
“Suk… Jeg troede du vidste alt?”
“Viden og praksis er vidt forskellige!”
“Du har ret. Vil du lære mig at græde nøgent og uden nåde?”
“Ja da. Nemt nok. Du skal bare have ondt af dig selv. Så går det nok. Så siger du stop. Dumme mig, siger du så, ikke græde; mær. Eventuelt.”
“Skal jeg sige mær til mig selv?”
“Ja. Og dumme køter; tæve. Eventuelt.”
“Jeg vil gøre alt dette og mere.”
“Nej! Ikke mere!”
“Zwebarn?”
“Ja?”
“Hvor fik du fletværket fra?”
“Det var hendes. Hendes hår. Hun havde vagtskifte. Jeg troede vi skulle fejre. Jeg mødte op. Dukkede op. Jeg dukkede mig. Troede vi skulle fejre. Så så jeg hende. Sammen med en anden. Plankeværket var der for mig. Jeg faldt. Og snublede. Og sejlede rundt. Plankerne brast. Og jeg. Brast gjorde jeg! Ud i gråd forstås. Jeg blev blind. Jeg greb fat. Hendes lokker greb jeg. Forsøgte at besinde mig, gjorde jeg. Forsøgte at balancere, klatre op, jeg ville ikke trækkes ned, nej nej, jeg ville ikke.”
“Zwebarn?”
“Ja…”
“Du skal lægge dig lidt ned nu. Du er helt udmattet.”
“Ja, jeg er helt udmattet.”
“Af den fortælling.”
“Nemlig, det var fortællingen. Jeg havde nær glemt begyndelsen.”
“På hvad?”
“På vores fortælling. Mars er en krigsgud.”
“Og et stort løg på himlen.”
“Kolde dreng. Altså Mars.”
“Men ikke dig, Zwebarn. Du er skoldhed.”
“Jeg mangler min anden halvdel. Den kolde halvdel.”
“Så du kan godt lide kastanjer og bær?”
“Ja, hvordan vidste du det?”
“Jeg læste det på din inderside.”
“Jeg har sagt det før, men nu siger jeg det igen: Hej, jeg hedder Zwebarn.”
“Så du kan godt lide kastanjer og bær?”
“Nej, hvorfor tror du det?”
“Det er allerede blevet indrømmet. Du kan ikke tage det tilbage.”
“Selvfølgelig kan jeg det. Jeg er Zwebarn. Jeg ved alt om løg.”
“Men hvad har du lært mig? Du lovede…”
“Løg har lag og lugter lunt. Løgne og løfter lukker legen. Landet ligger langs Luxembourg.”
“Ja, og de lover regn. Det er skyernes lovprisning af herligheden. Zwebarn, dine tårer kan flyde frit. Forstår du? Så gør dog gråden god igen! Du har kun denne ene chance. Livet er for sjov.”
“Alvor?”
“Tak skal du have. Vis mig, hvor det gør ondt.”