Det siger jo sig selv, at storken uden kvaler kan stå op hver morgen og passe sit arbejde, eftersom den er udstyret med denne evne helt fra begyndelsen og ikke har haft lejlighed til at glemme den. Derfor leverer den altid efter forventning, når den da ikke leverer over forventning, og dette bliver den ved med, selvom forventningen også derved stiger for dag til dag. Storken har rejst et flag for sine faldne frænder, og dette sker i kølvandet på de voldsomme uroligheder, som brød ud mellem rivaliserende kræfter indenfor storkesamfundet. En krig må tage sine ofre, og man kan kun stå fast på sin egen overlevelse som stork ved at lære alle spilleregler og alle juridiske finesser at kende. I sin væren og i sit virke må storken være blevet filet først med den grove og siden med den blanke fil; den må være blevet filet helt blank for at kunne få en blankfilet modtagelse. I denne tilstand af nåde leverer storken sit barn og sit budskab, den leverer begge dele i en håndflettet kurv, og leveringsomkostningerne er i denne uge presset helt i bund: 49 kr. Dertil kommer et bestillingsgebyr på syv milliarder mennesker.