Jeg kaperer pludselig en følelse af ernæringspligt. Sørgmodig og forladt af verden, men ikke af den højhed, som himmelskælveren hyller mig i. Et trin på en rebstige, og det var alt. En klatring som må fortsætte, og som allerede har ført fremmedhed ind i en fornemmelse af nærhed. Nej. De tvinger os til umulige valg. Vores veje har været vandrette, men fra nu af vil jeg kun op. Det fald, som fik mig til at glide skråt, skal gøres til en hejselift, hvorunder en boblende lavasovs kan være nok så foruroligende og farlig. Men jeg falder ikke mere af den grund. Min svimmelhed er kun for abonnenter: Den er påtaget for publikums skyld. Helten skal altid have udfordringer nok til at vokse i styrke. Min hverdag er håbet om åndelig vækst, hvor jeg gradvist glemmer de ugunstige betingelser, og jeg glider ind i fremtiden.