Det var et tragisk dødsfald, der bragte os sammen. Jeg mødte min viv, da jeg stod i spidsen for den danske regering og netop havde sendt alle rigets soldater i krig. Det var en vellykket militæropera. Men en af soldaterne faldt ud over scenekanten og knækkede nakken. Hans navn var Oberst Mozart. Ved bisættelsen fik jeg lov til at sige et par ord, men jeg spildte både chancen for at fremvise mine oratoriske evner samt for at synge en aria – jeg ville hellere holde mine hænder oppe i luften, mens jeg opfordrede publikum til at gøre det samme. “Lad mig høre jer sige – ” øv, jeg blev afbrudt. En bryllupsgæst var gået ind i den forkerte forsamling. Jeg ville eskortere hende ud derfra, men forelskede mig straks.