Der var intet svar, selvom en vejrtrækning kunne høres. Jeg lagde ansvaret på den forkerte vægtskål. Reaktionen var en frastødelse, og jeg måtte skuffe mine støtter med min uformåen. Samtidig måtte jeg erkende, at jeg ikke havde nogen at snakke med; i hvert fald ikke hvis meningen med at snakke er at få lettet sit hjerte, blive hørt og forstået, få råd og vejledning eller trøst. I sidste ende kunne disse ugunstige omstændigheder kun føre til min fratrædelse som formand, hvilket måske ville være det bedste for alle. Jeg var begyndt at føle mig som en fremmed i forsamlingen. Hvorfor havde jeg hævet mig selv til magtens tinder? Var det virkelig for at tjene folket, eller var det udelukkende ærgerrighed? Hvad ville jeg opnå? Måske havde det alligevel en værdi for fællesskabet, at nogen påtog sig den svære opgave. Om ikke andet ville foreningen kunne blomstre, når først mit fald en skønne dag var blevet en realitet. Tingene har det med at ordne sig selv. Det må være frugtbart, når en lang række løfter ikke opfyldes af den, der fremsatte dem, men i stedet siver ned i mulden og bliver en del af de almene forventninger, som alle de andre har til hverandre. I dette perspektiv kunne jeg altså gøre mig en forhåbning om at tjene helheden ved at være offergave.