En enlig blomst stod i kulden og vuggede i vinden. Den var ikke ked, men glad for sit liv. Snart kom varmen og gjorde livet lunt. Gud er god og ser til selv den mindste. Jeg blev aldrig plukket til ægteskab, jeg blev kun viet sytten gange i dølgsmål. Jeg syndede og vidste det ikke, men jeg vidste det godt, men jeg forstod det ikke, og ingen omkring mig forstod noget som helst om disse emner, og ingen forstod noget som helst om mit indre, og jeg gav hurtigt op i mine forsøg på at gøre mig forståelig. Jeg ville hellere stå i kulden som en enlig blomst, plukkeklar, men aldrig plukket til ægteskab. En lille smule ondt af sig selv kan man have, men jeg har haft det for meget og for ofte og har ikke noget tilovers for mig selv. En dag skal jeg plukkes, men det må være Gud, der bedst ved, om jeg skal plukkes til ægteskab, præsteskab eller noget tredje. En enlig blomst er jeg, veltilfreds, men også med længsel. Jesus har jeg, og arbejde har jeg, pligter i massevis, de holder mig travl og fokuseret, og jeg kan ikke plukkes til ægteskab, før jeg er nået målstregen i mit karriereræs. Med salmesang og Minnesang på mange sprog skal jeg nok komme gennem dagen, og mon ikke jeg derved tilmed kan lindre et andet ensomt hjerte eller to?