“Jamen, jamen, jamen, hvem har vi her? Om ikke det er Jens Stolten Adelus?”
”Tak, Anni. Du har altid givet mig den bedst tænkelige velkomst.”
”Det ved du. Derfor hævder du det.”
”Jeg hælder til at hævde sandheden. Det er en dårlig vane, jeg har.”
”Jens…”
”Hvad?”
”Du troede vel ikke, at jeg ville vente på dig?”
”Ærligt talt, nej.”
”Men det gjorde jeg. Jeg burde ikke vente på dig, men jeg gjorde det.”
”Jeg værdsætter, at du ventede, selvom du ikke behøvede at gøre det.”
”Selvom jeg ikke burde.”
”Ja. Selvom du hverken behøvede eller burde.”
”Er der overhovedet noget, vi behøver? Vi er i live, vi har ikke kæmpet for det, men vi lever.”
”Jeg må forholde mig tøvende til dit spørgsmål. Men jeg tror, at du selv har overordentligt meget mere at sige om dén sag.”
”Det er mit problem. At jeg aldrig bliver færdig med netop dén sag. Jeg ventede på dig, men du venter næppe på, at jeg har talt færdigt om den sag. Og hvorfor skulle du? Jeg bliver aldrig færdig.”
”Anni…”
”Hvad?”
”Du troede vel ikke, at jeg ville vente på dig?”
”Nej, for fanden, Jens, det er jo det, jeg siger – hvorfor skulle du? Du burde måske… Men hvorfor skulle du?”
”Der er intet, der tvinger mig til at vente på dig, Anni. Det er sandt, at du ventede på mig, du ventede på min tilbagevenden, min genkomst. Men jeg er som et spøgelse, Anni, jeg svæver. Som et genfærd svæver jeg dig i møde, og som et genfærd forsvinder jeg, min færdsel er hverken bestemt af min egen vilje, dine ønsker eller uskrevne regler for almindelig opførsel.”
”Så svæv da ad helvede til, Hr. Adelus! Hvis du ikke kan opføre dig ordentligt… Du skriver jo dine egne regler – din vilje er at lade alting ske.”
”Hvordan kan man gøre andet end at lade alting ske?”
”At lade alting ske er slet ikke noget, man gør. Det er kun noget, der sker, når man tøver, når man undlader at træffe valg og handle efter dem. Din mangel på vilje har sat sig på din vilje og undertrykker den. Det har jeg altid vidst om dig og accepteret. Men stadigvæk må jeg undre mig: hvordan kan en vilje sætte sig selv ud af spil? Selve denne handling er jo viljesbestemt; den er ikke blot defineret ved et fravær, en fortsat tøven.”
”Anni. Jeg kunne stå her hele dagen og tale med dig, og du ville ikke blive klogere på min vilje og mangel på samme; min viljesbestemte kortslutning af viljen. Jeg hverken tøver eller tier, så længe jeg taler, men når ordet så at sige er på din banehalvdel, føler jeg en krampende smerte i hele mit mellemgulv og frygter følgelig for mine organers ve og vel. Kunne de mon finde på at falde ned gennem huller i mellemgulvet og lande på mit dybeste fundament?”
”Jeg skulle ikke have ventet på dig. Det fortryder jeg nu.”
”Du fortryder det ikke, når jeg stikker en kniv i maven på dig.”
”Jeg vil aldrig kunne fortryde en handling, som tilhører dig.”
”Du misforstår mig, Anni. Du vil kunne fortryde din egen beslutning om at vente, når konsekvensen er en kniv i maven.”
”Kniven tilhører dig.”
”Ikke når jeg har placeret den i din mave. Da vil kniven tilhøre dig og dine organer. Jeg forventer at de vil stå pænt på række, når jeg lader kniven rotere; ventende på hver sin tur vil dine organer kysse spidsen af min kniv. Men dernæst bliver den din. Jeg vil efterlade kniven i din mave eller i det mindste dens spids.”
”Du har altid været gavmild, Jens, din stolte, adelige lus. Jeg gav dig en varm velkomst og får nu selv en varmende afsked til følge.”
”Du ventede på mig. For dig var det en handling, ikke en tøven.”
”Og du kom til mig, tøvende, svævende. Du kom til mig i manglen på andre steder at svæve hen. Du vidste, jeg ville vente, selvom jeg ikke burde. Du kom til mig fordomsfrit og uden medbragte idéer om udfaldet af vores møde, vores genforening.”
”Men kniven havde jeg dog taget med mig. Farvel, Anni.”