Hvad nytter det at forbyde,
når man ikke kan forhindre?

Hvad godt gør det,
når man nægter at lytte?

Er det bare for at holde
sit eget på det tørre?

Er det for at kunne sige,
at man har gjort sin pligt?

Er det pligt at bruge frygt
som opdragende middel?

Og holder man sig tør
ved at tørlægge andre?

Bliver jeg beskidt,
når jeg kalder det mit?

Tager jeg da fejl,
når jeg siger, jeg har ret?

Er det lige så meget mig,
der ikke lytter?

Kan jeg trænge igennem
helt uden trængsel?

Titter sandheden først frem,
når vi ikke kæmper om den?

Den anden har vel også ret,
i hvert fald til sine holdninger.

Jeg er ikke den,
der kan bevise andres fejl.