Det er uforsvarligt, at man har åbnet porten for funklende rævepelse, amokgående svømmefødder, fritflyvende forhud – for fanden! – få nu portneren ned fra lokumspyramiden. Vi har tegn, der skal tydes, vi har brug for ekspertisen. Og før vi rendes over ende af alskens skrat og kravl, så må vi vende skuden og flyde tilbage til begyndelsen: Det var porten, vi kom fra. Jeg gik ind. Jeg fik den første stemme. Derefter filede jeg mine negle og trak slim op af en vase. Det var ulækkert, men jeg havde vatklude i mange meter. Folket stod fortsat bag mig. Jeg irettesatte portneren, som var fløjet op for at trække varehuset ned på plads. Vi samlede os i aulaen i pyramidens sydside, hvor solen var stærkest, men jeg så, at alle gæsterne størknede én for én, så jeg kastede flere slimfyldte vaser efter dem, og det virkede!