“Jeg kan ikke få det til at give mening.”
“Det er fordi, det er ondskab. Og ondskab giver ikke mening. Mening findes kun i det gode. Og ondskab er fravær af det gode. Ondskab har ikke en egen væren.”
“Siger du, at ondskab således ikke er? At det ikke eksisterer?”
“Onde handlinger eksisterer. Onde tanker eksisterer. Men de giver ikke noget – heller ikke mening. Derfor kan vi ikke forstå dem, hvis vi i sandhed stræber efter det gode.”
“Så ondskab eksisterer vel på en måde?”
“Ja og nej. Det gode har en absolut eksistens. Men det onde er tomt og meningsløst. Så på den måde har det ikke en væren. Men som sagt findes der handlinger, som er onde. Der findes ond vilje osv.”
“Så findes ondskab vel også? Den onde vilje er en form for vilje, som eksisterer. Den er sin egen eksistensform.”
“Ja. Ondskab findes som form. Den onde vilje er en form. Dog er den karakteriseret ved at være ond, og derfor kan den ikke i sandhed opnå noget. Det er kun den gode vilje, der kan opnå noget, eftersom noget nødvendigvis må være godt.”
“Men noget kan da også være ondt!”
“Hvis noget er ondt, så har det ikke værdi. Og hvis det ikke har værdi, så /er/ det ikke.”
“Hvad så med de onde handlinger? De gør altid ondt på nogle. De medfører smerte.”
“Ja. Smerten er ægte.”
“Men så må smerten være noget. Og hvis noget nødvendigvis er godt, så må smerten også være det?”
“Smerten kan være god, ja.”
“Den kan vel også være ond!”
“Ja. Det har du ret i.”
“Jamen findes det onde så eller ej?”