Han turde ikke røre fjeren igen. Den havde spjættet, mente han, og straks havde han sluppet den, nu dalede den i blafrende vind, ænsede ikke stormen, men skar gennem skyen mild op til Dragen Oslodrogi, flammernes ophav, ildåndesprudlende drage, dine markante regnbuefjer! Oslodrogi, din storhedstid, dit storhedsvanvid!

Han tænkte ikke videre over det med dragen, men indså at den var et kompleks af farvefuld fortælleform og så skød han næsten sig selv i foden, da han ville spænde ben for fjeren, som stadig hang i luften.