Det var efter sigende sidste forsøg, da den platfodede albatros tog tilløb og sprang det høje spring for at lette, greb en gepard i forbifarten, og det var svært ikke at tabe pusten, men ved synet af sådan en trækkraft kan man kun måbe, og så kommer åndedrættet af sig selv. Det var vildt nok at se på dyr hele dagen, og disse dyr var vilde nok til at holde både mig og min familie dybt fikserede. Men da fuglen og katten var højt flyvende, så vi ikke længere nogen grund til at blive siddende i vores sæder, og eftersom det også så ud til at blive regn, sagde vi: Så! Nu kan det være nok, og jeg var selv den første, der gik ud af den store arena for at vende næsen hjemad. Jeg hverken løb eller fløj, for jeg havde intet lært af den svimlende opvisning. Langsommelig og jordbunden var jeg stadig. Jeg skulle ikke nyde noget af at stå tidligt op og lave gymnastiske øvelser i hjemmet. Tilsvarende var det ikke gået op for mig (endnu), at bevægelse var godt for blodcirkulationen. Så jeg tog mig til hjertet, hvor jeg opbevarede mine bilnøgler og lod som om, jeg havde glemt noget, men i virkeligheden kørte jeg hele vejen hjem uden min familie, som jeg således lod i stikken. De havde ellers været parate til at forlade opvisningsarenaen sammen med mig, men jeg ville hellere parkere dem et sted, hvor de kunne vente, indtil jeg følte mig klar til at se dem i øjnene igen. De sidste par uger havde været præget af voldsomme tillidssvigt, hvilket udelukkende var på mine skuldre, og jeg ville nødig bryde med den heldige bølge.