Støn, suk, tænker med forstanden, mister den – ønsketænkning – hold min vandflaske, jeg spurter ned efter flere løfter, som jeg skyller ud i sandet. Jeg skylder alt væk og indånder dåseluft. Ludfattig går jeg klædt, men har mange millioner i banken. Lutret er min samvittighed, jeg har renset tankerne for snavs i mange år nu. Kan det gøres bedre? Nej, men arbejdet giver hård hud. Jeg glemmer mine nærmeste og gemmer guld i mine næsebor. Under alt snottet bevæger sig en lille flyvende fætter, han vil ud og stifte bekendtskab med verdens mange muligheder. Fri for at skulle tænke på rindende forstand, stønnende strandluft og sukkende fattigdom trækker fætter firben tænderne ud på alle, der stiller uønskede spørgsmål. På en græsklædt bakke står jeg og bander, fordi jeg glemte min næsepipette. Derudover er udsigten smuk, hvis man ellers kan se ud over sin egen næsetip. Jeg troede, at jeg ventede på nogen, men i virkeligheden var de aldrig på vej; bare ned ad bakke gik de, og ikke fordi de skulle noget. Jeg kaster svovl efter solnedgangen. Lyset slår mig ud, men i søvnen finder jeg levnede madrester fra de riges bord. Kongens store tale, hans riges forfatning og landets udviklingsrapport: Det hele kan læses på hans hjemmeside, hvor han tilmed forudser sit eget fald.