Han skulle nok få meget fritid. Han passede allerede ind i formen og blev stadigt mere afhængig af den for at kunne holde fri. Det sev nok ind til sidst endda, at tiden ikke var uendelig, i hvert fald ikke hans egen tid på jorden, i livet; et sammentræf at han netop denne dag var gået i kirke på en pludselig indskydelse. Han lagde ikke mere i denne beslutning, end det der lå foran ham på bordet: en opslået bog, ikke, som der ellers var lagt op til, Bibelen, men en meget mere omfattende og kompleks bog – dagpengeloven. Den fortalte ham om gode og dårlige manerer, rigtigt og forkert, færden foran øvrigheden, en cirkaberegning af omkostninger ved velfærdsstatens ydelser til de mindre bemidlede, havende brug for den nødvendige omsorg eller i det mindste hjælp til selvforsørgelse. Dertil forplejning på kontoret, som det skulle have været siden timernes morgen. En fair fordeling helt fra klokken syv. Fritid først ti timer senere, indtil da måtte han skrive ansøgninger og blev pinefuldt dygtig dertil, men han undlod at sende dem, så dygtig var han, at alle hos ham søgte stilling som fritstillet og hermed fik skrevet de nødvendige ord til deres videre færd, og disse ord blev de givet som en hjælp.