Han kom ikke langt, men var blevet forfulgt. Flugten tog fart, før han nåede over broen. Den strakte sig længere end forventet ud under fødderne og kollapsede næsten under vægten af hærens bedste fodfolk. De forlod ham ikke, men ville altid være hos ham, sagde de. Fangervogtere eller ej, det er fint nok med selskab, tænkte han.

Mindet om fuglen i buret satte spor i sneen i hans hukommelse. Når jeg vender tilbage om et år, tænkte han, vil jeg kunne gætte fuglens art ud fra fodsporene. Men han var sneet inde. Skosålerne havde han tabt. Broen fortsatte stadig. Flugten havde han taget igen. Hæren forfulgte gæs og overholdt ikke nærhedsløftet.

Vi er dine fjender, skreg de. Vi fanger dig og putter dig i en iglo. Han kunne høre dem selv på lang afstand. De troede, han var løbet den modsatte vej, altså tilbage, hvilket havde været dumt set fra den flygtendes synspunkt. Men de var også kun fodfolk; officererne var hjemme i lejren. De havde udsendt fortroppen med to befalinger: Fang ham! Fang den fede fugl! Derfor var der plads til fortolkning, og alle havde glemt den flygtende, da der kom sprødstegt gæs på bordet.