Virkelig godt gået, tænkte jeg efter at have gået et par hundrede meter ned ad den tæt bebyggede villavej. Det var en måned inde i mit genoptræningskursus. Det går godt, tænkte jeg. Jeg går godt, ja jeg gør. Og der var ikke nogen omkring mig til at fortælle mig andet. Min personlige træner havde jeg sendt hjem. Gå nu hjem, havde jeg sagt til ham. Jeg kan godt gå selv, havde jeg sagt. Og: Jeg er godt gående. Han var ikke enig. Min personlige træner var uenig i mine egne, personlige sandheder! Han mente ikke, at min fremfærd var imponerende. Du kan gøre det bedre, havde han sagt. Kom nu i sving, plejede han også at sige. Kom nu i omdrejninger. I dag var ingen undtagelse. Kom nu helt op i fuld skrue, havde han sagt.