Hen på aftenen gik der geder rundt i gården. De tog scenen hver for sig og var meget høflige; overholdt tidsplanen, sådan at hver ged fik tildelt lige lang taletid (om end ikke alle gjorde brug heraf). Den første ged ville vide, hvordan virkeligheden kan være erstatning for det værende. Den anden ged tog til takke med at sende skud ud til alle dem, der lå på gul stue. Den tredje ged mente ikke, at verden var et trygt sted at opfostre forældreløse kid. Den fjerde ged fandt hurtigt ud af, hvor udgangen var, så den gik ned, før den var gået helt op. Den femte ged brugte lejligheden til at fortælle alle andre om gårdens indgange og udgange. Den sjette ged holdt skåltale for de fremmødte. Den syvende ged var bare sig selv, sagde den, og havde ikke travlt med at imponere med sine ord. Men den ottende ged gav sig til at synge en sang. Det blev en kort sang, for undervejs dukkede den niende og tiende ged op, og ingen af dem var tilfredse med bruddet på taletidens varighed. Men på det tidspunkt var den fjerde ged kommet tilbage for at skænke sin resterende tid til den ottende ged, som dermed kunne synge sin sang færdig, hvilket lagde en dæmper på den niende ged, som ville have optrådt med en politisk rundspørge, som nu i stedet blev en kort klovoprækning. (Der var enighed om at fortsætte efter de gældende regler.) Den tiende ged, som var aftenens sidste havde travlt med at tælle de fremmødte, for der var mange, og heldigvis var de fleste kid og følgelig ikke taleberettigede, ellers ville mødet have trukket ud længe endnu, men alle ville gerne hjem, også selvom det havde været en forrygende aften med mange spændende indslag. Til allersidst trådte de ti geder op igen, denne gang samtidig, og det var velkoordineret, selvom det skete spontant. De bukkede. I øvrigt er virkeligheden ikke lig med det værende, faktisk er virkeligheden – og det har den altid været – en dårlig kopi af det værende.