Vi strander foran Atlanterhavet i en grotte, som Gud har gjort for at give os et ly. Jeg jager krystaller langt ud i havet igen og har ikke tid til at tyde stjerner. Næsten nænsomt kører en traktor forbi og vil samle alle de små druer, som den fordrukne fik smidt efter sig af pøblen. Vi går amok i en blandingsrus, men mangler fortsat vitaminer. Derfor har Jorden mistet måneforbindelsen, og der går rav i kærrens køreplan. Den fordrukne springer ombord på et dampskib og kommer senere tilbage med diamanter. Ikke nogen sølle bedrift, men alt i alt heller ikke brugbart for os, som er strandet. Alt for mange funklende ædelstene har vi fået med os hjemmefra. Det er næsten ikke til at holde ud. Sådan giver jeg hånden som en gave til mine gæster. Velkommen! råber jeg og slår armene ud. I har holdt ud i al denne tid, og nu vil mørket sænke sig som en velsignelse. Grottens gode ly har Gud som sagt givet os. Derfor er krystallerne gode til at bygge med, og vi har mange fremtidige projekter, som selv den fordrukne med sine uslebne diamanter må tage hatten af for. Før kærren kører videre mod det Karibiske Øhav, hvisker en stille vind, at vi må være forsinkede for ikke at synke. Et simpelt hjul kan køre hurtigere end hundrede mennesker af mængde-format; folk som er støbte og trykte i forme fra Atlantis. Disse himmellegemer er ikke til at holde ud, men det skal ikke forhindre mig i at udregne deres indbyrdes forhold og ønsker for fremtiden og for os.