“Der er snart ingen grænser for, hvad man kan tillade sig…”

”Du har noget så ret.”

”Nej, jeg har uendeligt ret.”

”Korrekt.”

”Sig, at jeg har uendeligt ret.”

”Du har uendeligt ret.”

”Nu da denne formalitet er af vejen, kan vi snakke om, hvor man kan sætte flere grænser.”

”Vist så! Lad os tale om netop dét.”

”Altså, jeg mener først og fremmest, at der skal sættes grænser mellem mennesker, så de ikke kommer hinanden for nær.”

”Jeg er enig. De kommer ofte hinanden for nær.”

”Dernæst kan man begrænse antallet af slagtesvin.”

”Og skovsvin!”

”Nej, ikke skovsvin. Vi skal tværtimod have flere skovsvin.”

”Hvad med kvæget?”

”Hold nu kæft med kvæget! Du taler altid kun om kvæget!”

”Jaså? Hvornår talte jeg sidst om kvæget?”

”For et kort øjeblik siden, da du udfrittede mig om det! Det føltes fælt som en tredjegradsforbrænding.”

”Du mener vel forhør?”

”Hold så kæft, dit kvæg, og begræns din ordflod!”

”Du mener vel urstrøm?”

”Nej, jeg nægter at betale for urstrøm! Jeg bruger solur.”

”Hmm. Vedvarende.”

”Nej, den brænder snart ud…”

”Hvor har du hørt det?”

”I radioen.”

”Jeg troede kun, de sendte hvid støj.”

”Du tager fejl som sædvanligt. De sender mange opdateringer om solens ve og vel. Den har ligget syg længe nu.”

”Tænk at ligge syg i en himmelseng! Gid det var mig. Suk…”

”Du er et sentimentalt slagtesvin er hvad du er. Kan du så komme ind i folden med dig!”

”Øv altså, dér hører jeg slet ikke til. Jeg føler mig ikke hjemme i slagtefolden…”

”Et eller andet sted skal man jo starte. Jeg sætter i hvert fald en grænse her, og hvis du krydser den, får du med mig at bestille.”

”Ok. Så vil jeg gerne have en burger, tak. Hæhæ.”

”Du tror dig rigtig nok morsom, hva’? Men man bør ikke tale om nakkefilet i hængt slagters hus.”

”Jeg tænkte nu mere på pulled pork, hahaha!” [tager sig i skridtet]

”Jaja, du skal nok få dig selv serveret, dit perverse svin. Men dernæst sætter jeg altså en grænse.”