En anelse forstoppet / for fuld til at sidde ned / i ly af vinden fór en ond ånd ud og satte sig til rette, lod sig ikke lette, men var bundet til bundlinjen, fikseret som ved bælte. Med drabelige anklager ville den vælte besætningen og stillede sig ikke tilfreds med en hjemmesmurt, håndlavet, keramisk vaffeldrøm. En anelse for salt, sagde den onde ånd, og andre var uenige, men turde ikke tale. Så opvågnede vaffeldrømmen; rømmede midterrummet (et virvar af hørbare småjusteringer såsom sædehøjde og vinduehældning), så tog atter de turbulente mareridt til og var både i baglokalet og udenfor på gaden, hvor vinden stadig piskede den skyldsbevidste besætning. Skibet tabte fart, men kun sidelæns; opad steg det og var fra det keramiske synspunkt et himmelskib.