I en guldsal fandt jeg min elskede. Jeg kunne ikke tro, det var hende. Da hun vendte sig om og så mig lige i øjnene, var jeg sikker. Nu ikke længere sikker. Sådan er livet, og sådan er kærligheden. Skrøbeligt, når man kigger efter. Jeg gik ind i guldsalen igen i går. Jeg genfandt hende, jeg forelskede mig i. Det gjorde noget godt for mig, men også for hende, for samme aften gav jeg hende et løfte: Fremover vil du altid kunne regne med mig. Jeg kommer hjem hver dag, det lover jeg. Smykkerne giver jeg kun til dig. Blomsterne er altid dine. De andre må kun kigge gennem ruden, men ikke længe, før jeg trækker gardinerne for. De vil ikke kunne se mig, som du ser mig. Kunne det ske, så var det sket. Vi er her for hinanden, fordi vi vil, og fordi vi ikke kan andet. Sådan er livet, betingelsesløst, meningsløst?, sådan troede jeg engang. I bakspejlet ser jeg en stor ulykke nærme sig. Vi danser videre gennem livet sammen. Mon ikke den rammer nogle andre?