Et bræt spændt fast på en vogn. Vognen triller langsomt gennem min elskedes hårpragt. På brættet har jeg malet en ørn. Den letter og flyver gennem den unge kvindes elskværdige orange-brune fletninger. Ørnen sidder fast nu og spjætter panisk, hvilket får hårpragten til at stramme grebet yderligere. Samtidig triller vognen videre henover hendes hovedbund. Jeg ser det ske på afstand og ved godt, at jeg ikke må komme tættere på. I øvrigt spilder jeg tiden, for jeg har meget træ at save i, og jeg har lovet hende, at jeg ikke vil tage kontakt. Om ti år kan det have ændret sig. Men da vil ørnen være kvalt, brættet flækket og vognen kørt galt. Sådan har man besluttet det, og aftalen står ikke til at ændre.