”Det var da lige godt satans!” råbte Bo efter at have hamret på sin hånd med en hammer. Han tog sig til hånden og var utilfreds med det, der var sket. Det var ikke med vilje, at han havde hamret med en hammer på sin hånd. Hammerens hoved havde nærmest selv fundet hen til hånden. Bo var ellers ved at bruge hammeren til noget helt andet; han brugte nemlig hammeren til at hamre søm med. Normalt brugte Bo ikke hammeren til at hamre på sin hånd med, men nu da det var sket, kunne Bo konstatere, at det var djævelens værk.
”Satans!” råbte Bo igen for dermed at slå fast, hvem der højst sandsynligt var skyld i det skete. Straks kom Tove løbende. Hun havde siddet i haven ved et tyndt plastikbord, som var næsten helt tildækket med opslåede bøger.
”Åh nej, jamen Bo, hvad er der dog sket?” spurgte Tove, som var iført en grøn ørneternet trøje med grå spurvepletter drysset ud over kragepartiet. I sin fritid byggede Bo fuglehuse, mens Tove beskæftigede sig med fuglepolitik og fuglepropaganda. Det var djævelens værk, at Bo på netop denne dag skulle ramme ved siden af med hammeren, for det var en vigtig dag. Bo havde nemlig fået en ordre på seksogtyvetusind fuglekasser. Tove skulle udsmykke kasserne udvendigt og indrette dem indvendigt, men hun skulle også formulere en brochure på tredive fugledialekter med det formål at hjælpe fuglene med at starte deres nye liv i den lille kommune Fogelsø.
”Det var den satans hammer, den hamrer ud efter mig! Jeg ved, der er nogen efter mig!”
Tove vidste ikke, hvad hun skulle stille op. Bo var helt ved siden af sig selv. Tove mindedes ikke, at Bo plejede at være sådan. Normalt hamrede han ikke på sine hænder med hammeren.