Intet vil jeg give
Nu er jeg lukket land
Mine grænser var slidte
Nu styrknede og lukkede
Det interesserer mig ikke
At nogle har problemer
Mine egne er for store
Og giver ikke tid til tanke
På jeres problemer
Som længe optog mig
Flænger de gav mig
Og I var heller ikke tilfredse
Men sendte mig væk
Satte mig i skammekrogen
Så lidt brød I jer om mig
Så dårlige var mine forslag
Det var næppe mit alvor.
Sådan en narrehat, sagde I
Han skal bare lære alvor
Forstå sagens alvor
Dernæst:
Ikke flere løjer
Men jeg er belæst
Og jeg er altid alvor, imens
I bærer hatte med rangler;
Bjælder og alvorlige mangler
I bærer musikalske hatte

Mine tårer fugter gulvet
For jeg er alene
Med mine synspunkter
Jeg må straks forlade
Slaget, hvor slaget skal stå
Slaget er gået i stå – intakt
Er jeg, så vender jeg mig og ser:
Så ser jeg et frossent slag
De fortsætter ikke
Bevæger sig ikke, kun
Drabstallet stiger
De dør af indre smerter,
Sindssyge og selvmord
Bevæger sig ikke, kun
Langsommere end øjet kan se
Når jeg vender tilbage,
Hvis jeg vender tilbage,
Samme syn, samme drabstal
Stigning? Ja, men også
Tilførsel af nye soldater
Fronterne trukket op
På samme kedelige vis
Intet nyt på dén front!
Det er jo kedeligt, ikke sandt?
Her kommer jeg med nye våben
Nu vil jeg se et blodbad