Uden anstændig forskning når man ikke frem til anstændige resultater. Mængden af mennesker evner ikke at se på en given sag med retfærdige øjne. Disse skal ikke overlades ansvar for noget som helst andet end, hvad deres hænder og forstand kan begribe. Vi er ikke kommet her for at rette op på alle synderes fejl, men for at trække disse fejl frem i lyset, hvor vi selv kan se dem og således give slip på forskningen.

Men hvor længe skal så dette stå på? Hvor meget skal man finde sig i? Hvornår er en lukket dør det eneste retfærdige svar? En ussel kritiker er altid ubrugelig, men ihærdigheden modsvares af min egen, sådan at jeg må spørge, om vi er af eet og samme stykke, eller om jeg kun begår en fodfejl, når jeg antager, at kværulantforrykte kan nås med retfærdighed og appeller til samme retfærdighedssans hos den syndige?