Der er støj i mine ben, en rastløshed som ikke forsvinder. Skyldes det undertrykte, dårlige minder? Nej, det er vist en tilsnigelse, og jeg kender flere. Såsom ved midnat, som jeg i sandhed har passeret – der kommer ikke flere rim – det er en dans, jeg takkede nej til, det er dagens ophobede spændinger, skuffelser, nej for jeg er tilfreds, men kroppen kræver mere og kan ikke tage til takke med vandring, om end denne vandring er vedvarende. Der er brug for en udladning af mere ekstrem art, gerne kortvarig, gerne langvarig, det er lige gyldigt, men den skal være intens. Straffen er den sitrende, urolige stemning, netop som man troede, at man skulle sove.