”Stig ombord,” bad den unge kvinde. ”Det er ikke hver dag, vi rejser mod den hellige stad.”
Karavanen skulle samme vej som mig. Det var en tør og varm dag i ørkenen. Jeg var helt alene og havde penge nok til at tage på tur, så jeg tænkte ”hvorfor ikke” og steg op på den brede kamel. Vinden var tyk af sand, og jeg kneb øjnene sammen det meste af turen. Jeg tænkte på de gange, jeg på hesteryg havde ladt mig bære gennem vildnis og elverkrat. Jeg tænkte på solopgange, fordi solen konstant føltes som en nyopstået ildkugle, der svitsede min møre hud. Jeg følte mig som løg på en pande. Den unge kvinde sang en Lied fra gamle dage. Jeg havde mødt hende kort forinden. Hun talte mit sprog, hvilket overraskede mig, for hun så ud til at være af samme æt som nomaderne.
”Bær mig til verdens ende,” mumlede jeg, og hun vendte sig mod mig og sagde: ”Hvad?”
Jeg blev flov. Hendes blik var stærkt og intenst, men hendes øjne havde samtidig et drilsk spil. Jeg havde lyst til at gentage ordene. Før havde jeg knap nok tænkt over deres mening. Nu følte jeg denne mening meget stærkt og inderligt. Hun stirrede på mig i adskillige sekunder, som endog føltes meget lange. Jeg frygtede for at tabe hendes opmærksomhed, så jeg skyndede på mig selv, for at jeg skulle sige noget, men jeg kunne ikke finde ordene. Jeg kunne dog se på hende, at hun kunne se, at jeg gjorde antræk til at sige noget. Hendes blik var rettet mod mine læber, som blævrede. Så åbnede jeg munden og lod følgende vending falde ud: ”Bær over med mig, jeg er ny på kamelryg.”