_{29. april 2021}

Drømme fra den tidlige morgen:

Bisse har spillet koncert på en lille scene, måske Huset i Magstræde, men så kommer det frem, at hele bandet har fået coronavirus, så nu er resten af turnéen aflyst. Bisse udtaler sig i pressen, ærgrer sig, men fortryder det ikke. Koncertarrangørerne siger, at de vil tage ved lære af deres fejltagelse. Fremover vil de ikke arrangere koncert for et tætpakket publikum.

Jeg spæner rundt i København, som her er meget svært fremkommelig. Der er stilladser og vejarbejde alle vegne; mange fortov er utilgængelige, så jeg må krydse veje i stor hast for ikke at blive kørt ned. Særligt slemt er det ved en stor rundkørsel ved siden af en branddam.

Jeg er i et hus, som tilhører en (rig?) familie. De har to katte. Den ene, en bette killing, drikker mit tis fra wc-kummen. Den anden drikker vand fra en skål. Samtidig står Jerami udenfor, nedenfor, mens jeg står på balkonen. Vi aftaler, at jeg skal give tegn, og så skal han gå ind mod huset på en mystisk-uhyggelig måde med opslået krave, samtidig med at nogle piger ankommer til huset (måske døtre i familien eller datter og veninder eller blot vores gæster). Denne manøvre skal så give et skummelt indtryk og dermed skabe en uhyggelig stemning. Jeg kommer til at give tegnet lidt for tidligt, fordi jeg vil demonstrere, hvordan tegnet skal gives. Dette bevirker, at Jerami går mod huset lige /før/ pigernes ankomst og ikke lige efter, hvorfor han ikke kan snige sig ind på dem, men nok nærmere bare ligner en almindelig fyr, der går hen mod et hus.

Jeg har skrevet en note på et stykke papir, hvor jeg beskriver en idé til et kortspil. Jeg husker, at ordet hævn indgår; måske en kort beskrivelse af, hvordan hævn indgår i spillet, altså indenfor spillet, vistnok bare en sidebemærkning eller en afrunding på en del af spillet, som i det hele taget ikke er udførligt beskrevet. Jeg har vist min note til Kristoffer Einsbohr og Mikkel Helweg. De finder idéen interessant og vil videreudvikle spillet med mig. Jeg føler først, at jeg forstår spillet, og at det sagtens kan gives form, men da de påpeger, at min note er sparsom, går det op for mig, at der ikke er så meget at arbejde med – og det, der er, har jeg allerede glemt. Men nu sidder vi i det, og Mikkel fremviser sine hænders fermhed ved at blande kort og lade dem glide ud langs bordet i en linje, som han så flipper – en velkendt manøvre, udført med stor behændighed. Jeg laver lydeffekter hertil med munden og forsøger så at komme videre med idéen. Jeg spørger dem, hvor formaliserede reglerne behøver at være, og Kristoffer siger meget formaliserede. Jeg tænker, anstrenger mig, og lukker dermed idéen ude. Så jeg sætter mig en kort stund og går ind i mig selv, lukker omgivelserne ude og fremhenter idéen om at lave et jødetema. I sjov kalder jeg det et antisemitisk kortspil; det skal bygge på stereotypen om den rige, grådige og konspirerende jøde. Hver spiller er således en sådan jøde. Målet er at samle alle kongefamilierne i sin egen lomme – i overført betydning, selvom jeg i min præsentation af idéen putter nogle kort i lommen og også driller med at ville putte kort fra andre kortspil ind i spillet (til Mikkels milde irritation). Kortene fra 1 til 10 (muligvis undtagen esset) skal være en slags pengekort. Med dem kan man købe og bestikke og den slags. Videre kommer jeg ikke. Jeg er fortsat i tvivl om, hvor mange spillere man kan være, hvor mange kort man får uddelt, hvordan den øvrige uddeling og tildeling foregår, hvordan runderne er bygget op og så videre. Kristoffer og Mikkel er en smule skeptiske, men ikke afvisende overfor idéen. Mest af alt savner de vist bare nogle helt konkrete regler og har en smule svært ved at følge min konceptuelle kurs. Jeg foreslår, at man også kan lave et spil ved at skiftes til at fremsætte en regel. Men så skal det være et andet spil, for nu er jeg betaget af mit jødetema og vil bevare denne idé. I senere drømme får scenen andre former med andre personer, stadig kortspil.