Nye dybder og højder og en stadig fremgang, som gang på gang overrasker mig, da jeg hver gang tror, at det ikke kan blive bedre. Ser tilbage en uge og overraskes ved synet af mine fodspor, som er mere markante end forventet. Ser så en måned tilbage og kan næsten ikke genkende min fod.

På taget kravler en undskyldning, som ikke længere er velkommen som gæst i mit hus. Hvorfor lod jeg sådan en mistanke imod mit eget hus være værtskab og dommer imod mine bedste sendetider? Jeg drømmer om finalen, hvor en kronraget stork sender hellige tanker til Jødeland.

Der er ikke tid til flere numre af den art, som stiller sig op på række efter dig; du, den moralsk bedøvede uforstand, der tror sig skiftevis herre over alle og ingen værdighed at have. Den, der tager telefonen og svarer, kan give sig ud for at være en anden end den, der blev ringet op. Men i den anden ende af røret sidder Gud og lader dig ikke dø i fred, før du har slået græsset og vandet ALLE planterne og samlet planeterne i dine armhuler. Hil den store Gud; jorden, himlen og universets Skaber! Han tager sig på afstand ud som en uoverskuelig og masende storhed, men ser man Ham på klods hold, er Han velvilligt indstillet og har kun uendeligt store krav til sine skabninger: at de gør alting rigtigt, men også dermed accepterer deres uevne til at gøre rigtigt. Måske er dette for, at vi bedre kan dele nåden med alle de andre, som ikke engang kan gøre een ting rigtigt.