Det var temmelig udspekuleret af mågen at organisere sin føde som en fælde. Den fandt først de hvide duge frem og redte dem omhyggeligt ud over de lange træborde i den store sal. Så vraltede og sprang den fra bord til bord og lagde mange krebsdyr på paptallerkner. Men under hver tallerken placerede mågen en vægtbaseret antændingsmekanisme, som var afmålt i forhold til hver enkelt krebsdyrs masse – med ekstremt nøjagtig præcision. Selv en afvigelse på et gram, enten til eller fra, ville få den pågældende tallerken til at eksplodere. Mågen havde også været meget nøjeregnende i udmålingen af sprængstofmængden. Det var vigtigt for mågen, at hver eksplosion var lille og lokalt forankret i den pågældende paptallerkens sfære. Mågen var klar over, at for store eksplosioner ville skabe en kædereaktion mellem hver enkelt bordmine. Det var vigtigt for mågen, at hver af de indbudte gæster selv forårsagede sin egen eksplosion. Det første offer ville være uskyldigt, thi hvem kunne have forventet, at der bag et gæstebud faktisk gemte sig en massakre? – men alle de derpå følgende ofre ville selv være skyld i deres død; hvad enten den nu var forårsaget af grådighed eller dumhed. “Mine sande mågevenner,” tænkte mågen, “er kun de måger, der er afventende og tænker sig om. Hvis nabomågen er eksploderet efter at have rørt krebsdyret på sin tallerken, så er det kun nærliggende at tro, at der er en sammenhæng mellem spisningsforsøget og eksplosionen. Den kloge måge vil være i stand til at samle det større billede ud fra de tilgængelige informationer. Og er mågen tilmed mådeholden, så vil den ikke gøre noget forsøg på at spise krebsdyret. De måger, jeg ønsker i min venneflok, er alle de kloge og tålmodige måger.” Sådan tænkte den snedige måge, før gildet skulle stå.