Flere af mine masker er begyndt at opføre sig som særskilte personer, og det går mig mildest talt på nerverne, ja, faktisk gør det mig en smule paranoid. Forleden tog jeg mig selv i at føre en ikke kortfattet samtale med en maske, som udgav sig for at være min personlige assistent. Jeg gav nøje instrukser til, hvordan arkiveringen af interne notater bør og skal foregå; og netop som jeg var ved at demonstrere den mest hensigtsmæssige metode til sortering og prioritering af dokumenter (ved hjælp af et diagram med to akser og yderpunkterne kortsigtet/langsigtet og kortfattet/langtrukkent) – da skete det, at min “personlige assistent” tabte masken og stod foran mig som en ikke-væren med et ansigt, der ikke alene var udtryksløst, men decideret ansigtsløs, ja, et ansigtsløst udtryk på et udtryksløst ikke-ansigt; en i høj grad ikke-hyggelig oplevelse! Hvem har jeg så stået og talt til spurgte jeg ud i rummet; og for en sikkerheds skyld tilføjede jeg, at hvis nogen spørger, om jeg skulle spørge fra nogen, så er det altså bare fra mig selv. Jeg sagde også højt, at såfremt nogen lyttede, så skulle de vide, at jeg godt vidste, at jeg var helt alene, men i denne udtalelse havde jeg helt glemt, at Line, min personlige assistent, endnu luskede omkring på kontoret, men i denne forglemmelse kom jeg heldigvis i tanke om, at Line, min personlige assistent, var en maske, som jeg havde anskaffet mig for at afprøve mit nye sorterings- og arkiveringssystem.