Han var færdig med at græde. Han bar maske, thi det var jo maskerade! Dette liv i dette samfund gjort af skuespil og lemfældig rollefordeling, det gjorde ham ikke længere bitter, kun hovedrystende, når han tænkte på, hvor meget bedre det hele kunne gøres. Men man måtte kæmpe for sig selv og egen overlevelse samt nydelsen, dertil blot iføre sig sovemaske, når masserne føres bag lyset og gøres til brændsel til opretholdelse af selvsamme lys, som de selv føres bag; dette lys der endnu tjener til forblænding af førnævnte, sælsomme masser, altså er der tale om en cyklus, højest uhyggelig og især unødvendig. Dérfor ville han allerhelst stikke ild i hjulet.