Mus med kontrakt

Jeg har fået mus
Hvad værre er:
Jeg har fået et
ømt punkt for
det lille bæst

Jeg kalder ham
Broder Mus
Eller er det mon
Søster Mus?
Åh nej, så skal vi
have museunger

Først boede den
på loftet
Nu er den så
flyttet ind til mig
Ja, det er da
godt nok gået lidt hurtigt

Jeg ved ikke om jeg
var klar til denne
udvikling i vores forhold

Derfor spørger jeg nu:
Er mus beskyttet
af Lejeloven?

Hvor længe er
opsigelsesvarsel
for sådan en mus?

Kan jeg smide den ud
uden at kontakte en
museadvokat?