Navnet taler og siger: “Her er det navn, som du skal ære. Du får det ikke at høre og må aldrig udtale det, men det skal skrives på din sjæl, og du skal bære det, lydløst. Gør så dette uden tøven.”
Og jeg træder ind og er mig selv igen, navnløs, men taler til et du, som ikke er her, bortset fra at du altid er her. Ikke mig, men navnløs som jeg. Jeg siger så til mig selv: “Jeg er det navn, som enhver bruger om sig selv. Men han er ikke sig selv, og hun er en anden. Du er her altid hos mig, mens jeg er alene.”
Så dykker vi ned i en anden virkelighed, hvor vi er mange flere. De sidder på bænke og stole og på række og er spredte, tilsyneladende tilfældigt, mens de skifter form og gør sig synlige for hinanden. Det virker indøvet, men de har kun lige mødt hinanden, siger de. Og den ene taler til den anden og siger: “Du skulle ikke tro det, men jeg ved, at vi er til stede her i en uoverskuelig fantasi. Navnet har jeg heldigvis glemt, mens du har husket det. Vil du nævne det for mig, så jeg ikke er dødsdømt?”
“Det bliver over mit lig,” siger den anden. “Du ved, at det er imod reglerne at nævne navnet. Man skal bare vide, hvad det er, og ellers er det ærgerligt. Du har selv bragt din dødsdom over dig. Farvel.”