Lydniveauet er opadgående, og børnene har ingen sans for tid. De skulle have været hjemme for en time siden. Sådan går det nogle gange, når man leger og har det sjovt. Et nyt kuld hvalpe har vundet ungernes opmærksomhed. Måske har de små snuder glemt, at de selv er snottede. Inde i hver hundehvalp er der en trang til at tumle og nappe og løbe og være nuttet. Det er ikke et hundeliv at være hund. Hunden er ikke hundsk, men synsk. Den ved, hvad der ellers var af muligheder; den har selv valgt det bedst tænkelige liv. Sådan tænker i hvert fald menneskeungerne og tænker højt – de tænker altid højt og kan ikke andet – de er enige om, at hundene har det bedste liv, så de leger, at de selv er hunde. Hjemmetid, spisetid og sengetid: Disse begreber er ukendte i den evigt-logrende hundetid, selvom det ene, sultne nu af og til afløses af et serverings-nu. Maden manifesterer sig på magisk vis, når madklokken ringer, og lydniveauet er opadgående i hele den hylende hundegård. Kåde og med hængende tunger og dryppende snuder finder ungerne sig til rette i deres nye hundeliv. De hører ikke mor og far kalde. Det er ikke en leg, de er virkelig forvandlede.