Goddag, det er overodderen. Nu vil jeg gerne snart se noget varm laks på bordet. Vi ved alle, hvad det handler om. Tallene lyver ikke. Hvad jeg blev lovet. Og hvad jeg ikke fik. Der er en sammenhæng. En taberbjørn faldt i vandet og druknede næsten. Jeg hjalp ham op, og hvad gjorde han? Han greb min laksesæk med sin mægtige pote. Skubbede mig samtidig omkuld. Så stak han af. Flygtede til sin jordhule. Jeg finder ham. Jeg ved ikke, hvor hans hule er, men jeg ved, han bor i en hule. Jeg ved, jeg finder ham. Så skal han betale. Samtlige stjålne laks skal han tilbagebetale. Mine anstrengelser skal han godtgøre for. Mine smerter skal han bøde for. Lortebjørn, jeg finder dig. Jeg ved, du er derude. Jeg kan høre din latterlige bjørnerøst. Du finder ingen trøst. Du finder ikke ly, før du har betalt. Dine venner kan ikke hjælpe dig. Jeg er overodderen, jeg er alle odderes stolthed. Jeg får altid, hvad der tilkommer mig. Din lortebjørn, du ruller i din egen afføring. Du er stor, men du er hul. Du lever i skjul. Jeg lever ved vandet. Alle ved, hvor de kan finde mig. Har man et problem, så opsøger man mig, så snakker vi om det – aldrig tom snak: der findes en løsning. Sådan er mit sindelag. Det eneste jeg hader, er en løgner. Løgnerbjørn! Din tid er ude. Dit store bæst! Jeg afhugger din snude. Stakkels bjørnefjols. Jeg får dig til at tude.