“Fint nok, så kalder vi det et uheld.”
“Godt. For det var i hvert fald ikke med vilje.”
“Nej, det siger du jo. Men det forklarer ikke…”
“Hvad?”
“Du havde sådan et underligt blik i øjnene.”
“Et blik? Hvilket blik?”
“Du så meget målrettet ud.”
“Årh hold da op. Det er noget, du bilder dig ind.”
“Nej.”
“Nå.”
“Jeg mener det. Du skulle have set dig selv.”
“Der var ikke noget at se. Jeg kom bare kørende.”
“Men du havde øjnene rettet mod mig.”
“Nej, jeg så ligeud. Jeg så dig ikke.”
“Det siger du jo.”
“Jamen, hvad skulle jeg ellers sige? Når jeg siger, jeg ikke så dig, så er det vel fordi jeg ikke så dig? Jeg så bare ligeud. Jeg kom kørende, og der var ikke noget at se, så jeg lukkede øjnene. Kun et øjeblik. Da jeg åbnede dem, var du der. Og jeg blev forskrækket. Jeg nåede ikke at styre udenom.”
“Men det er ikke det, jeg snakker om. Du havde set mig forinden alt det der. Du så mig på lang afstand. Du fulgte mig med øjnene. Du beregnede min hastighed og tilpassede din egen hastighed. Så lukkede du øjnene til allersidst og åbnede dem igen lige før kollisionen, sådan at du kunne spille overrasket. Nu giver det hele mening.”